Toyota melder udsolgt af RAV4 Plug-in i 2020!

2 måneder efter Toyota åbnede for forsalget af den helt nye RAV4 Plug-in Hybrid, er der udsolgt! I hvert fald hvis man vil have leveret sin nye bil i 2020.

Med 306 hestekræfter og firehjulstræk som standard samt en rækkevidde på ren el på op til 75 km har danskerne taget den populære plug-in hybrid SUV til sig – endda uden overhovedet at have haft mulighed for at prøvekøre bilen.
Det er dog muligt at prøvekøre bilen hos Toyota-forhandlerne fra september, og allerede nu blive skrevet på venteliste til levering i 2021.

Begrænset produktion i år

Danmark er et af de første lande til at introducere RAV4 Plug-in Hybrid, men en begrænset produktion i år har gjort, at der højst når at trille et trecifret antal biler ind over den danske grænse begyndende fra september. Efter nytår vil produktionen heldigvis stige og dermed også antallet af biler til levering i Danmark.

Hurtige og heldige kunder

Plug-in hybridbilen manglede i april ved afsløringen af priserne fortsat at blive typegodkendt, hvorfor rækkevidden på ren el og forbrugstallene ikke var endelige. Siden da er typegodkendelsen kommet, og det har medført nogle endnu bedre forbrugstal end de først antagede tal. Faktisk er rækkevidden på ren el for RAV4 Plug-in Hybrid målt til hele 75 km, mens bilens brændstoføkonomi – der altid er lidt speciel, når der er tale om en plug-in hybrid – lander på 100 km/l med en CO2-udledning på 22 g/km.
Det betyder, at de kunder, der var hurtige og nåede at bestille en RAV4 Plug-in Hybrid til levering i 2020, i enkelte tilfælde - alt efter udstyrsvariant - nu kan se frem til at få bilen til en pris, der ligger over 90.000 kr. lavere end forventet som følge af en lavere registreringsafgift. Det er endnu uvist, hvad prisen bliver efter nytår, men som det ser ud lige nu, vil afgiften og dermed også prisen stige.

Toyota har valgt at vente med at åbne for forudbestillinger af RAV4 Plug-in Hybrid til levering i 2021. Man kan dog blive skrevet på en venteliste på www.toyota.dk/rav4plugin, så man bliver kontaktet, så snart det er muligt at tage imod bestillinger. Der er ingen forpligtelser eller udgifter forbundet med at stå på ventelisten.

Læs hele pressemeddelelsen her